Manden er også tiltalt for besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn og identitetsmisbrug
RØNNE – En 29-årig mand er tiltalt ved Retten på Bornholm for trusler efter at have offentliggjort opslag på TikTok med henvisninger til massedrabet på Utøya og muligheden for at begå drab på Christiansø.
Ifølge anklageskriftet offentliggjorde manden 30. januar 2025 billeder af Utøya og Christiansø med tekster om drab samt et billede af sig selv med teksten »Jeg Har En Plan«.
Anklagemyndigheden vurderer, at opslagene var egnede til at skabe alvorlig frygt, og at truslen uden grund udløste en omfattende udrykning af beredskabet.
Flere tiltalepunkterManden er desuden tiltalt for i flere tilfælde at have været i besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn på telefoner og andre elektroniske enheder.
Et fjerde forhold drejer sig om identitetsmisbrug, hvor han ifølge anklageskriftet uberettiget anvendte en anden persons navn og billede på Facebook.
Anklagemyndigheden kræver en anden strafferetlig foranstaltning end almindelig straf efter straffelovens bestemmelser samt konfiskation af elektronisk udstyr.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.