En 33-årig mand fra Allinge skal betale en erstatning på 72.000 kroner, fordi han i februar i fjor stjal en varebil og efterfølgende solgte den ved at fremvise en falsk slutseddel.
Disse to forhold om tyveri og dokumentfalsk var blandt flere anklagepunkter, da den 33-årige i dag var for Retten på Bornholm, og fik en dom på fire måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år.
De andre forhold drejer sig om tyverier og indbrud samt falsk vidneforklaring. Alle forhold begået ovre.
Den 30. december 2011 brød den anklagede ind i et kælderrum i Fredensborg, men blev overrasket og anholdt af politiet.
Dét standsede tilsyneladende ikke den 33-årige, som 5. februar 2012 stjal en varebil til en værdi af 72.000 kr. og ved fremvisning af en falsk slutseddel solgte bilen til en køber i Vanløse.
I februar samme år var den 33-årige vidne i en straffesag, og her afgav han falsk forklaring om, hvilke personer, der havde deltaget i et pengeskabskup hos en autoforhandler.
20. februar 2012 benyttede tiltalte uberettiget en WV personbil og stjal i den forbindelse 40 liter benzin hos Statoil til en værdi af 484 kr.
Ud over erstatningen på 72.000 kr. for bilen skal den 33-årige også erstatte den stjålne benzin.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.