RØNNE - GF Forsikrings fond åbner for ansøgninger til en ny pulje på i alt 400.000 kroner til konkrete initiativer, der kan forbedre trafiksikkerheden og anvise nye veje til løsninger.
Bag den nationale pris står GF Forsikrings fond, hvor Ove Christiansen, der er der er formand for GF Bornholm, er bestyrelsesmedlem. Der er netop åbnet op for nye ansøgninger. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.
- Der er behov for, at borgerne bidrager aktivt til trafiksikkerheden, der i høj grad handler om adfærden hos den enkelte trafikant. Det er ikke en opgave, vi skal nøjes med at overlade til myndighederne. Hos GF vil vi gerne medvirke til at gøre trafiksikkerhed til en folkesag, siger Ove Christiansen.
- Med GF Trafikpris vil vi hjælpe nogle af de gode projekter godt på vej, hvor borgerne tager et medansvar. Derfor opfordrer vi engagerede foreninger, kommuner eller virksomheder til at sende deres projektforslag til os, lyder opfordringen fra Ove Christiansen.
Projektforslaget skal, udover at have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, have et lokalt afsæt med potentiale til større udbredelse.
Det er især forslag til hvordan man lokalt kan forbedre trafiksikkerheden for de såkaldt bløde trafikanter er i fokus. Men også løsningsforslag til andre lokale trafiksikkerhedsproblemer er velkomne.
For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sit projekt.
Ansøgningsfristen er 21. oktober 2018.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.