Elever fra Campus Bornholm tager onsdag til København for at protestere mod regeringens spareforslag
BORNHOLM – Campus Bornholms elevråd har arrangeret en fælles tur til København, hvor eleverne onsdag deltager i en demonstration mod regeringens forslag om nedskæringer i Statens Uddannelsesstøtte (SU) og dimittenddagpenge.
I samarbejde med Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) er der sørget for gratis bustransport med færgen.
Regeringen foreslår blandt andet at fjerne SU til hjemmeboende studerende, hvis forældre tilsammen tjener over 710.000 kr. om året.
– Jeg synes, det er den helt forkerte vej at gå. SU er en grundlæggende del af vores uddannelsessystem, som giver unge mindre pres og mere frihed, siger Marius Holm, elevrådsforperson for STX på Campus Bornholm.
Demonstrationen, der er arrangeret af 21 ungdoms- og studenterorganisationer, begynder onsdag kl. 12.30 på Rådhuspladsen. Herfra går deltagerne til Christiansborg.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.