Bornholms Regionskommune vil i fremtiden kun nødtørftigt vedligeholde sine tomme bygninger, mens de bliver forsøgt solgt til private.
Kommunaldirektør Kenth Halfdan Ferning har anbefalet Økonomi- & Erhvervsudvalget, at der foretages en gennemgang af de bygninger, der bliver tomme som følge af omstruktureringer.
Det skal ske for at klarlægge, hvorvidt bygningen skal sælges og at ”bygningens værdi sikres gennem driftssikring og nødtørftigt vedligehold”.
Kommunaldirektøren anbefaler også, at der afsættes budget til driftsudgifterne i den periode, bygningen står tom.
Rent praktisk skal det foregå ved, at når kommunalbestyrelsen træffer beslutning om nedlæggelse af en afdeling eller institution, skal der inden for en måned træffes beslutning om, hvorvidt bygningen skal sælges eller fortsat anvendes i kommunen.
Bygning sikresNår aktiviteten i en bygning stopper, ryddes ejendommen af den forladende part og overdrager herefter ansvaret for drift og tilsyn med bygningen til Ejendomsservice.
”Sikring af bygningens værdi indebærer, at bygningen opvarmes til 12-13 grader, samt at der udføres udbedring af akutte skader, der vil medføre yderligere forringelse af bygningens stand såfremt de ikke udbedres. Der udføres ikke genoprettende vedligehold, renovering eller udbedring af kosmetiske skader. Drift af udenoms arealer udføres i nødvendigt omfang, således at bygningen fremstår præsentabel,” hedder det i oplægget til Økonomi- & Erhvervsudvalget.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.