To mænd og en kvinde er idømt fængselsstraffe på mellem tre og fem måneder efter en voldssag fra september sidste år
RØNNE – To mænd på 26 og 30 år og en 21-årig kvinde er tirsdag ved Retten på Bornholm idømt fængselsstraffe på henholdsvis fire, tre og fem måneder efter en sag om grov vold, ulovlig tvang og trusler mod en kvinde i en lejlighed på Balka natten til 14. september 2025.
Den 21-årige kvinde fik den hårdeste straf på fem måneders fængsel, mens den 26-årige mand blev idømt fire måneder og den 30-årige mand tre måneder, oplyser Retten på Bornholm til TV 2/Bornholm.
Spark, slag og truslerIfølge anklageskriftet blev offeret udsat for mindst to spark mod ribbenene og mindst ti knytnæveslag mod hovedet og overkroppen. Hun blev desuden ramt i baghovedet af et keramikkrus.
De tre var også tiltalt for at have tvunget kvinden til at indrømme et tyveri af benzodiazepin-piller, som hun ikke havde begået, og til at tage tøjet af for at bevise, at hun ikke havde stjålet pillerne.
Den 21-årige kvinde var desuden tiltalt for at have truet offeret med en hammer.
Trusler om drabDen 21-årige kvinde og den 26-årige mand var yderligere tiltalt for trusler på livet.
Ifølge anklageskriftet blev offeret blandt andet truet med at blive slået ihjel og med, at hendes kat ville blive dræbt, hvis hun ikke betalte en såkaldt dummebøde.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.