BORNHOLM – Bornholms Regionskommune har tilsluttet sig et fælles indspil til regeringen fra Barndom Uden Vold, der skal påvirke udformningen af en kommende national strategi mod vold mod børn.
Det oplyser formand for Børne- og Skoleudvalget Karen Lynn Jacobsen (S), som har givet tilsagn om kommunens støtte.
Indspillet indeholder fem anbefalinger. Blandt andet ønskes ensartet adgang til hjælp over hele landet, større vægt på forebyggelse og tidlig opsporing samt en national strategi, der strækker sig over mindst 10 år og har en langsigtet finansiering.
Derudover ønskes indsatsen samlet under et koordinerende ministerium og tænkt sammen med indsatsen mod partnervold og partnerdrab.
Barndom Uden Vold oplyser, at omkring hvert sjette barn oplever vold i familien. Bornholms Regionskommune har tidligere tilsluttet sig organisationens landsdækkende oplysningskampagne mod vold mod børn.
– Kampen mod vold i hjemmet handler om at bryde den negative sociale arv og give alle børn retten til en tryg barndom, skriver Karen Lynn Jacobsen i Socialdemokraten.
Hun understreger, at kommunens tilslutning ikke indebærer nye konkrete indsatser på Bornholm her og nu. Der er tale om støtte til langsigtede ændringer af den nationale indsats.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.