Naboerne til landanlægget for Energiø Bornholm skal snart have svar på, hvordan de kan blive kompenseret
BORNHOLM – Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) vil inden udgangen af året præsentere en model for kompensation til naboerne til landanlægget for Energiø Bornholm.
Det oplyser ministeren i et svar til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg efter spørgsmål fra Peter Juel-Jensen (V). Han havde spurgt, hvor længe naboerne skulle vente på en kompensationsmodel.
Spørgsmålet om kompensation har været diskuteret politisk i flere år. I en aftale fra februar blev det fastslået, at regeringen i nærmeste fremtid skulle præsentere en model for en fair kompensation til naboerne.
Den tidligere regering nåede imidlertid ikke at fremlægge modellen inden folketingsvalget. Ifølge Samira Nawa har naboerne derfor nu ventet syv måneder på den konkrete model.
– Det er derfor en stor prioritet for mig som ny minister snarest muligt at kunne præsentere en model for kompensation til naboerne til Energiø Bornholm for aftalepartierne inden udgangen af 2026, skriver ministeren.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.