RØNNE – I den kommende uge vil man kunne se droner i luften over Rønne Havn, når DanPilot indleder et testforløb med ny droneteknologi, der skal hjælpe lodser med at føre skibe sikkert ind og ud af havne.
De første testflyvninger finder sted tirsdag og onsdag fra et aflukket område på havnen. Testen udføres af virksomheden VesCo, som ejes af DanPilot, og vil fortsætte gennem vinteren.
Ifølge Hanne Hinrichsen, direktør i VesCo og forretningsudviklingschef i DanPilot, er formålet at udvikle et system, hvor droner automatisk kan følge skibe og sende live-videoer til lodserne, så de får et bedre overblik under ind- og udsejling.
Rønne er valgt som testhavn, fordi området rummer stor aktivitet omkring offshore-projekter og tillader lavtflyvende droner.
Myndighederne er orienteret om testflyvningerne, og borgerne opfordres til ikke at kontakte politiet, medmindre de er i tvivl om, hvad de ser.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.