Nettarif og abonnement bliver dyrere – en husstand med et årligt forbrug på 4.000 kWh skal regne med omkring 560 kr. mere om året
BORNHOLM – Det bliver dyrere at få strømmen transporteret frem til de bornholmske hjem. TREFOR El-net Øst hæver nettariffen ad to omgange, og fra 1. december stiger også det faste abonnement.
Allerede torsdag 1. oktober skifter nettariffen som normalt fra sommer- til vintertakst. Men i år kommer endnu en prisstigning 1. december.
Fra december stiger nettariffen i alle døgnets perioder. I de dyreste timer mellem kl. 17 og 21 stiger den eksempelvis fra 106,5 øre til 157,5 øre pr. kWh inklusive moms.
Også det faste netabonnement bliver dyrere. Det stiger fra 1.680 kr. til 1.785 kr. om året.
Ifølge TREFOR El-net Øst vil ændringerne samlet betyde, at en husstand med et årligt elforbrug på 4.000 kWh skal betale omkring 560 kr. mere om året fra 2026 til 2027.
Selskabet begrunder prisstigningen med forventninger om højere energipriser, som øger omkostningerne ved nettab, samt stigende udgifter til materialer og drift.
Der er fortsat stor forskel på nettariffen hen over døgnet. Fra december koster transporten af strøm 17,5 øre pr. kWh mellem kl. 00 og 06 mod 157,5 øre mellem kl. 17 og 21.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.