DUEODDE - I weekenden blev flere personer syge efter at have været i kontakt med giftige Fyrreprocessionsspinderlarver på Dueodde.
De har modtaget lægehjælp på Bornholms Hospital, oplyser Miljøstyrelsen.
Fyrreprocessionsspinderlarver er set i stort antal i fyrreskovene omkring Dueodde. Men tag endelig ikke larverne op, og hold husdyr fra dem! De hårede larver er nemlig giftige og fremkalder udslæt, stærk kløe og åndedrætsbesvær.
Tilbage i 2016 blev en hund på Dueodde alvorligt syg efter et møde med larven, som vandrede på jorden i en lang række. Og et par børn fik kraftigt udslet efter at have taget nogle af larverne op.
Episoderne illustrerer, at man skal passe på processionsspinderlarver på Dueodde. Hvis man ser deres redespind i fyrretræerne eller larver i procession på jorden, skal man holde fingrene væk og under ingen omstændigheder tage larverne op. Det gælder også døde larver og tørre larvehuder, hvor de giftige hår sidder løst og stadig er meget potente.
Hvis man har været i nærkontakt med larverne og bliver syg, bør man søge læge. Larvehår på huden kan fjernes med tape.
Hunde og andre dyr, der snuser til eller æder processionsspinderlarver på jorden, kan blive alvorligt syge og i sjældne tilfælde dø. En angrebet hundetunge kan blive så medtaget, at dele af tungen bliver nedbrudt og falder af.
Larverne på Dueodde forekommer fra maj til ca. 1. september. De ses især i juli og august, når de kravler ned fra træerne for at forpuppe sig. Larverne konstruerer håndboldstore spind i træer, og under deres gang på jorden vandrer de omkring i op til flere meter lange kæder – deraf navnet processionsspindere.
Sjælden i DanmarkDe giftige processionsspinderlarver er varmekrævende og meget almindelige i Sydeuropa, men herhjemme er den kun fundet ved Dueodde.
Processionspindere er natsværmere, og der er flere arter i Europa. De voksne natsværmere er grålige, flyver om natten og er ganske harmløse. Det kan man ikke sige om larverne. De er udstyret med giftige hår, som de kan løsne og skyde fra sig, hvis de bliver forstyrret.
Larvehårene fremkalder udslet, stærk kløe og undertiden åndedrætsbesvær. I skove med mange larver kan der være så mange hår i luften, at man får dem på huden og indånder i så store mængder, at mennesker bliver syge af at færdes i skoven. I sådanne skove og parker vælger myndighederne i Sydeuropa tit at lukke for offentlig adgang i de værste perioder.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.