RØNNE – En 46-årig mandlig lastvognschauffør er ved Retten på Bornholm idømt 14 dages betinget fængsel og en bøde på 6.100 kroner.
Desuden blev han idømt en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.
Dommen skyldes, at chaufføren havde fusket med registreringen af køre- og hviletider.
Chaufføren er fra Nees ved Lemvig i Vestjylland, og den 22. august sidste år kørte han i lastbil med påhængsvogn fra Jylland til Bornholm. Her gjorde han brug af en anden chaufførs førerkort, så en del af køretiden blev registreret i den andens navn.
En kontrol af registreringen viste, at den 46-årige chauffør ikke havde overholdt hviletidsbestemmelserne.
Desuden var påhængsvognen i defekt stand, da lastvognstoget blev standset på Østkajen i Rønne 23. august. Bremsen virkede ikke og det ene dæk var så nedslidt, at ståltråde stak ud. Politiet konstaterede også, at der var kraftigt slør i kuglekoblingen og at køretøjet ikke var forsynet med vægttavler.
Den dømte valgte at modtage dommen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.