BALKA – TrygFondens Kystlivredning gennemførte én livreddende aktion på Bornholm i uge 30, da en dreng kom i problemer omkring 350 meter fra kysten ved Balka Strand.
Livredderne observerede, at drengen så ud til at være i vanskeligheder, og sejlede ud til ham. Da de nåede frem, var han ved bevidsthed, men panisk og meget udmattet. Han blev hjulpet om bord på redningsbåden og bragt sikkert i land.
Efter redningen talte livredderne med både drengen og hans forældre om farerne ved bølger og om vigtigheden af at holde opsyn med børn i vandet.
I hele landet udførte TrygFondens Kystlivredning to livreddende aktioner i uge 30. Den anden fandt sted ved Thyborøn Strand, hvor en syvårig pige på et boogieboard blev reddet i land.
På Bornholm gennemførte livredderne desuden seks førstehjælpsaktioner, 90 forebyggende indsatser og 305 oplysende indsatser.
Ved Balka Strand stod livredderne for én livreddende aktion, to førstehjælpsaktioner, 34 forebyggende indsatser og 173 oplysende indsatser, mens der ved Sandvig Strand blev registreret fire førstehjælpsaktioner, 56 forebyggende indsatser og 132 oplysende indsatser.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.