Som et forsøg for at nedbringe hastigheden gennem Bølshavn kommer der snart en ny vejtype gennem byen.
Bornholms Regionskommunes Teknik & Miljø har aftalt med Borgerforeningen i Bølshavn og Bornholms Politi at etablere en såkaldt 2 minus 1 vej gennem hele Bølshavn.
”En 2 minus 1 vej hedder det, fordi en vej har normalt to vejbaner, en for hver kørselsretning, og her fjernes en vejbane.
Ved en 2 minus 1 vej indsnævres vejbanen til en vejbane i midten med brede røde kantbaner i begge vejsider som benyttes af cyklister og gående. Herved skal bilerne i begge retninger deles om en vejbane og holde sig inden for de afmærkede stiplede linjer. Ved modkørende trafik overskrides de stiplede linjer og bilerne holder sig bagved eventuelle cyklister,” fortæller Robert Kure fra Bornholms Regionskommune.
Formålet med ændringen af vejen udover en reduktion af hastigheden er at forbedre vejforholdene og give mere plads for de lette trafikanter.
Samtidig sænkes hastigheden fra nuværende 50 km/t til 40 km/t, oplyser Robert Kure.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.