ØB genåbner sit loppemarked
Arkivfoto

ØB genåbner sit loppemarked

AF BJARNE HANSEN / Mandag 16-6-14 - 12:34

Efter to år i mølpose holder Østerlars Boldklub sit loppemarked 5. juli, oplyser formand Klaus Rønne Jensen.

Klubben valgte sidste år at droppe det traditionsrige loppemarked på skolen i Østerlars, fordi det kneb med frivillig arbejdskraft, når klubben også deltog med hjælpere på Danmarks Største Kokkekonkurrence Sol over Gudhjem.

”Loppemarkedet i år kommer til at være en af de største vi har haft. Indsamlingen er fortsat ufortrødent det sidste år, hvilket betyder der er oparbejdet en anseelig mængde loppeeffekter,” fortæller Klaus Rønne Jensen.

Formanden håber på godt vejr, så folk kan få en god dag med gode handler, da loppemarkedet traditionelt er en vigtig indtægtskilde for klubben.

Forrige år gav loppemarkedet således et overskud på 76.000 kr. og samlede flere hundrede mennesker.

Østerlars Boldklub bruger pengene fra loppemarkedet i klubbens drift og klubhusets vedligeholdelse, men også til sin ungdomsklub, hvor unge fra Østerlars og Gudhjem-området kommer om torsdagen og hygger, spiller og andet socialt samvær.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU