Der er etableret et parkeringsforbud i begge vejsider på vejen, der fra Haslevej fører hen til Bornholms Efterskole i Rønne.
Bornholms Politi oplyser, at forbudet er etableret efter en henvendelse fra efterskolen, da der flere gange er konstateret så mange parkerede biler på vejene og i vejsiden, at en passage har været vanskelig. Denne situation kan få katastrofale følger, såfremt der skal brand- og redningskøretøjer frem til skolen.
P-forbudet er gældende i begge vejsider og rabatter på hele strækningen. De to stier, der krydser vejen - henholdsvis en cykelsti og en gangsti - afbryder ikke p-forbudet, som tilfældet eksempelvis er ved et vejkryds. Af samme grund er der derfor også kun et skilt i begge vejsider i hver ende af vejstrækningen.
Når der er etableret et p-forbud er det fortsat tilladt at foretage en standsning, eksempelvis ved afsætning af passagerer eller ved pålæsning af brænde eller hvilket ærinde man nu har.
Men de mange kondiløbere, der gennem tiden er kørt ud i skoven for at løbe sig en tur, må fremover finde andre steder at parkere. Og der findes parkeringspladser længere ude i skoven flere steder, oplyser politiet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.