RØNNE - 44 børn fra udsatte familier skal frem til på fredag være sammen med en flok frivillige fra Blå Kors på sommerlejr på Bornholms Efterskole.
Børnene er mellem 7 og 13 år og på lejren får deltagerne gode og sjove oplevelser, som de kan tage med sig efter sommerferien.
- Blå Kors’ sommerlejre er til for at hjælpe børn og unge i Danmark, som har brug for at komme væk fra problemer i hverdagen. Det kan f.eks. være forældre, der er psykisk eller fysisk syge eller har et misbrug af alkohol eller stoffer. Det kan også være børnene har problemer i skolen, er ensomme eller andet, fortæller Karen Klemmed Hviid, der er lejrkoordinator i Blå Kors.
Som på alle Blå Kors' lejre er formålet, at de unge skal opleve fællesskab og mærke, at alle er noget værd og værd at være sammen med.
Blå Kors’ sommerlejre er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond og Sundhedsstyrelsen og modtager desuden en række mindre bidrag.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.