Efter 17 år i samme job måtte Wickie Kirstine Bay begynde forfra, da hun flyttede fra Bornholm til Jylland
BORNHOLM – 45-årige Wickie Kirstine Bay havde aldrig tidligere været arbejdsløs, da hun flyttede fra Bornholm til Jylland for kærlighedens skyld.
Efter 17 år i samme stilling skulle hun pludselig søge arbejde på et nyt arbejdsmarked.
Wickie er uddannet social- og sundhedsassistent og har blandt andet erfaring med undervisning og formidling.
Hos JobRanders fik hun hjælp til at omskrive sit cv og tydeliggøre sine kompetencer.
– Det var megahårdt i starten at få at vide, at jeg skulle lave hele mit cv om. Men jeg fik rigtig meget hjælp til at få skrevet ned, hvad det egentlig er, jeg kan, fortæller hun.
Arbejdet gav resultat. Wickie blev indkaldt til to jobsamtaler, og den ene førte til ansættelse.
Den 1. november begyndte hun som udviklingskonsulent i Region Midtjylland med arbejdssted i Viborg.
– Jobbet er spot on i forhold til det, jeg kan. Jeg tror, at det kan gå hen og blive mit drømmejob, siger Wickie Kirstine Bay.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.