28-årig københavner idømt tre måneders ubetinget fængsel for besiddelse af 25 gram amfetamin
Retten i Rønne gav i dag anklagemyndigheden medhold i, at 25 gram amfetamin og et gram kokain ikke kan betegnes som værende til eget brug. Kokainen måske, men ikke 25 gram amfetamin, lød anklagerens påstand.
Den 28-årige blev afsløret i sommer, da han i påvirket tilstand tilkaldte sig opmærksomhed ved at forulempe en rejsekammerat og dermed forstyrre den offentlige orden udenfor et værtshus i Nexø. Den episode erkendte han, men han var ikke enig i anklagen om, at de 25 gram amfetamin, politiet fandt på ham dengang, var til videresalg.
Straffen for besiddelse af de mængder ligger mellem 60 dage og tre måneder - "så vi er i den høje ende, endda uden at have taget i betragtning at han var under prøveløsladelse for en voldsdom," oplyser dommer Henrik Engell Rhod.
Den 28-årige modtog ikke dommen umiddelbart, han bad om 14 dages betænkningstid.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.