Tre mænd anholdt efter trusler mod mand i Rønne
Foto: Presse-fotos.dk

Tre mænd anholdt efter trusler mod mand i Rønne

Sigtet for vidnepres i voldssag – to mistænkte er identificeret, men endnu ikke anholdt

AF BJARNE HANSEN / Søndag 18-1-26 - 10:59

RØNNE - Bornholms Politi har anholdt tre mænd på henholdsvis 23, 22 og 27 år i en sag om trusler og forsøg på vidnepres. De tre mænd er sigtet for lørdag omkring klokken 13:30 at have truet en mand i Snellemark i Rønne til at droppe sin forklaring i forbindelse med en voldssag fra maj måned.


Ifølge politiet mødte i alt fem personer op ved frisørsalonen Salon Bornholm. Her blev der fremsat trusler, og i den forbindelse fremviste den ene af de sigtede en pistol i bukselinningen.


Grundlovsforhør med krav om fængsling
De tre anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. To øvrige mænd, som politiet mener har været involveret i episoden, er identificeret, men endnu ikke anholdt.


Større politiindsats lørdag
Det var som led i efterforskningen, at politiet lørdag eftermiddag afspærrede et større område omkring frisørsalonen i Snellemark. Her blev der ledt efter genstande med assistance fra hundepatrulje og et større opbud af betjente.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse nærmere om, hvilke genstande der blev ledt efter, eller om der er gjort fund i området.





FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU