Ulovligt bål på Poulskervej

AF Bjarne Hansen / Tirsdag 16-10-12 - 12:22

En mand, som tirsdag formiddag havde tændt et stort og ulovligt bål ved Snogebæk, blev af politiet pålagt at slukke det.

Vagthavende ved Bornholms Politi Peter Johansen oplyser, at der er tale om en privat mand, som gennem længere tid havde samlet grene og andet til bålet.

”Røgen drev ud over Poulskervej, så bilisterne måtte nedsætte farten, og der kunne være risiko for uheld,” forklarer vagthavende.

Politiet fik anmeldelse om bålet kl. 11:13, og kørte straks til stedet, der ligger et par hundrede meter før afkørslen til Snogebæk.

”Det er ulovligt at brænde bål på denne årstid. Det må kun ske i perioden fra 1. december til 1. marts, og derfor er manden blevet pålagt at slukke bålet og er blevet sigtet for ulovlig afbrænding,” fortæller Peter Johansen.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU