Fire unge, som natten til torsdag brød ind i et skur på Nordskovens Camping i Rønne, blev opdaget, og da de tog flugten efterlod de tyvekosterne.
Vagtchefen ved Bornholms Politi, Kim Pedersen, oplyser, at en kvinde kl. 01:10 tilfældigt kom forbi, og opdagede tyvene.
”Hun kontaktede politiet, da hun så fire unge løbe fra stedet. Kort efter var en hundepatrulje på stedet, og hunden havde fært et langt stykke, men det lykkedes ikke at finde gerningsmændene,” fortæller Kim Pedersen.
De unge tyve havde stjålet tre kasser øl, to kasser sodavand og to pakker kød.
”Tyvekosterne efterlod de, da de blev opdaget af vidnet,” siger vagtchefen.
Tyvene havde forsøgt at borttransportere kasserne på en sækkevogn, som også blev fundet på gerningsstedet.
Bjarne HansenFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.