Vil du ha’ jobgaranti? Bliv håndværker
Der bliver mangel på håndværkere i de kommende år, så en uddannelse som eksempelvis tømrer er garanti for et fremtidigt job. Foto: Ingimage.com

Vil du ha’ jobgaranti? Bliv håndværker

Det danske arbejdsmarked affolkes fra den praktiske ende i disse år, hvor de store håndværkerårgange går på pension

Mandag 2-2-26 - 22:51

UDDANNELSE - 99.000. Så mange faglærte vil vi mangle, når vi kommer til 2030.
Tallene er fra en prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og det er ikke kun lønmodtagerne, der mener det.


Ifølge en økonomisk prognose fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) baseret på DREAM-modellen forventes det, at antallet af faglærte vil falde med ca. 75.000 frem mod 2030, hvis ikke der uddannes flere faglærte, og når vi når frem til 2035, vil underskuddet af faglærte nærme sig 150.000.

Så: Hvis du har lyst til jobgaranti og har svært ved at finde ud af, hvad du kunne tænke dig at arbejde med, så er erhvervsuddannelserne et godt sted at søge inspiration.
Her er de fire sektorer, hvor der bliver størst mangel.


Erhvervsuddannelserne tilbyder blandt andet uddannelser indenfor bygge- og anlægsfagene, hvor elektrikere, VVS- og energitekniker, tømrere og murere sammen med smede og industriteknikere er i høj kurs.

Smede og industriteknikere er også en mangelvare i industri- og produktionssektoren, hvor man i øvrigt også savner automatikteknikere, procesoperatører og elektronikfagteknikere.


Har du et stort kørekort i baglommen – eller mod på at anskaffe dig et – så er transport og logistiksektoren også ude efter chauffører. De savner også folk, der kan arbejde med logistik på lager eller terminaler, og begge fag kan du lære på erhvervsuddannelserne.
Er du mere til fødevarer og service, så skal du ikke gå ret længe ledig som kok eller ernæringsassistent, før nogen stikker gaflen i dig. Slagter og bager er også i høj kurs.





FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU