FODBOLD – Unge bornholmske fodboldspillere får fremover en mere direkte forbindelse til DBU's talentarbejde. To lokale fodboldfolk er engageret til at identificere og følge spillere på de bornholmske baner.
Det er Mads Akselbo Holm og Mie Andersen, der får opgaven med blandt andet at holde øje med dygtige drenge- og pigespillere, som ikke allerede befinder sig i etablerede talent- eller akademimiljøer.
Mads Akselbo Holm er U17-træner i Svaneke IK og udtagelseskoordinator for Elite Bornholm. Mie Andersen spiller i ÅIF og har tidligere erfaring fra FCK og OB med udvælgelse og udvikling af spillere.
Formålet er blandt andet at sikre, at spillere, der udvikler sig senere eller befinder sig langt fra de traditionelle talentmiljøer, ikke bliver overset. De spillere, der følges, er ikke nødvendigvis på vej mod en ligaklub eller et ungdomslandshold.
På mandag, 5. oktober kommer DBU Talent til Bornholm i forbindelse med DBU Bornholms træner- og evalueringsmøde i Rønne Idrætshal.
Her vil DBU blandt andet fortælle de bornholmske trænere og ledere om talentudvikling for piger og drenge fra U10 til U15.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.