Fejlfrit terrænridt løftede bornholmeren ti pladser – seniorlandsholdet sikrede bronze
RIDESPORT – Dicte Gjetting og Torino sluttede på en 13.-plads ved de Nordiske Mesterskaber i military efter en stærk afslutning i terrænet søndag.
Efter en hæderlig dressur og en enkelt nedrivning på springbanen lå Dicte Gjetting på 24.-pladsen blandt 37 deltagere.
I terrænet gik det anderledes stærkt. Torino og Dicte Gjetting gennemførte fejlfrit både på forhindringerne og inden for tiden, og dermed rykkede parret 11 placeringer frem til den samlede 13.-plads.
– Jeg er meget positiv over mit resultat i weekenden. Torino viste sig som den kammerat, han er, og klarede alt til UG, fortæller Dicte Gjetting.
Dicte Gjetting var samtidig en del af det danske seniorlandshold, som vandt bronze, selv om to af holdets fire ryttere ikke gennemførte mesterskabet.
Der var også bornholmsk islæt på det danske junior/youngriderhold, som vandt sølv. Her var Liva Grubbe, Cilja Westh og Siw Kaas med på holdet – alle tre bornholmere.
Næste opgave for Dicte Gjetting og Torino bliver efter planen stævnet i Strzegom fra 7. til 10. oktober, hvor parret håber at sikre den endelige kvalifikation til Europamesterskabet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.