Trods en omsætning på 85.592 kroner, og dermed lige så mange rækker, var der ikke en eneste spiller, der fandt frem til fem rigtige i V5-spillet ved tirsdagens travløb på Bornholms Brand Park.
Løbsudskrivningen til dagens løb bevirkede, at alle favoritter havnede i bagerste række, hvorfra det er meget vanskeligt at vinde på den lille, blot 580 meter lange oval i Almindingen.
Allerede efter de første to afdelinger, hvor først Navarone og derefter Mafioso Simoni vandt, var værdien oppe på næsten 5.000 kroner. Og inden sidste afdeling var der blot to kuponer tilbage til en værdi af godt 26.500 kr. De havde så begge Sweden Lundbæck som vinder, men da den ikke vandt, var der således gevinst til fire rigtige. For det var der 1.396 kroner til 38 dygtige spillere.
Den rigtige kombination 5-3-10-3-4 ville have givet 200.000 kroner at køre hjem med.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.