TRAV – Det blev Lau Silk med sin træner Frank Mikkelsen i sulkyen, der tirsdag aften vandt årets udgave af Rose og Calles Cup på Bornholms Brand Park.
Lau Silk, der er ejet og opdrættet af trænerens hustru, Tina Thomsen, sejrede sikkert i tiden 1.20,5 over 2.420 meter og sikrede sig førstepræmien på 20.000 kroner i det traditionsrige storløb.
Keep Winning med Niclas Steinlein tog andenpladsen, mens Foxie Hill med Mads Petersen sluttede på tredjepladsen. Herefter fulgte Kometen Baunely og den store forhåndsfavorit Frøns Hjortshøj, som efter 80 meters tillæg måtte nøjes med femtepladsen.
Rose og Calles Cup er forbeholdt bornholmsk opdrættede travheste og er årets mest prestigefyldte løb i den kategori. Den samlede præmiesum var på 60.000 kroner.
Efter sejren er Lau Silk favorit til at vinde Bornholms Trav Derby, 4 Års Mesterskabet, som køres om 14 dage.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.