Det handler om et bornholmsk arbejdsmarked, som ikke har råd til at undvære arbejdskraft
LEDER - Det er svært at forstå, at næsten halvdelen af de bornholmske dagpengemodtagere kan gå i månedsvis uden det aktive tilbud, de har krav på – samtidig med at virksomheder mangler arbejdskraft.
Der bliver talt meget om mangel på arbejdskraft på Bornholm. Om virksomheder, der har svært ved at finde medarbejdere. Om behovet for flere faglærte. Og om nødvendigheden af at få flere bornholmere ind på arbejdsmarkedet.
Derfor er nye tal fra Beskæftigelsesministeriet også bemærkelsesværdige.
I 1. kvartal 2026 havde 43,5 procent af de bornholmske dagpengemodtagere med 7-11 måneders ledighed ikke fået mindst ét aktivt tilbud.
Det kan være et virksomhedsforløb, løntilskud eller jobrettet uddannelse. Altså netop nogle af de redskaber, der skal hjælpe den ledige tilbage i arbejde.
Alt for mangePå landsplan gælder det omkring hver femte. På Bornholm er andelen mere end dobbelt så stor.
Det bør give anledning til alvorlig eftertanke i Bornholms Regionskommune.
For det handler ikke alene om, hvorvidt regler og frister bliver overholdt. Det handler først og fremmest om mennesker, der risikerer at blive fastholdt i ledighed længere end nødvendigt.
Og det handler om et bornholmsk arbejdsmarked, som ikke har råd til at undvære arbejdskraft.
To problemer skal mødesBornholm står med to udfordringer på samme tid: Virksomheder mangler medarbejdere, mens ledige skal hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet.
Det oplagte er at få de to problemer til at mødes.
Det kræver en beskæftigelsesindsats, der hurtigt får den ledige ud på en arbejdsplads eller giver vedkommende de kompetencer, som virksomhederne efterspørger.
Ikke efter 8, 9 eller 10 måneders ledighed. Men så tidligt som muligt.
Ikke kun enkeltsagerDer kan naturligvis være gode forklaringer i enkelte sager. Men når 43,5 procent ikke har fået et tilbud, er det vanskeligt at forklare problemet med enkeltsager.
Så er der grund til at se på selve indsatsen.
Bornholm bruger mange kræfter på at diskutere, hvordan vi skaffer fremtidens arbejdskraft til øen. Det er nødvendigt.
Men vi må begynde med den arbejdskraft, der allerede er her.
Bornholm har ganske enkelt ikke råd til at svigte de ledige.
Bjarne HansenChefredaktør
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.