RØNNE – Bornholms aktive grølænderforening Qaarsuttalik afholder torsdag aften en samtalesalon med folketingsmedlem Aaja Chemnitz-Larsen (IA).
Der vil blandt andet være debat om Rigsfællesskabet og en orientering om det arbejde, der gøres i Folketinget.
Mødet holdes i AOFs lokaler på Snorrebakken i Rønne kl. 19:30, og alle er velkommen.
41-årige Aaja Chemnitz Larsen er født i Nuuk, og hun er uddannet cand.scient.adm. fra Grønlands Universitet i 2004 og blev herefter fuldmægtig i Bestyrelsessekretariatet i Grønlands Hjemmestyre. Siden da har Aaja Chemnitz Larsen været ansat i FN i New York, i Nuuk Kommune, i Velfærdsforvaltningen i Sermersooq Kommune samt været Børnetalsmand i Grønlands Selvstyre.
Aaja Chemnitz Larsen blev medlem af Grønlands Landsting for Inuit Ataqatigiit i 2014, og ved folketingsvalget 2015 blev hun valgt som repræsentant for sit parti i Folketinget.
Grønlænderforeningen Qaarsuttalik har blandt andet som formål, via et demokratisk og forpligtende fællesskab, at samle grønlændere og andre med interesse for Grønland samt grønlandske forhold, vedligeholde det grønlandske sprog og give børn og unge et aktivt og kammeratligt samvær inden for foreningens rammer samt udbygge og vedligeholde forbindelsen med Grønland gennem aktiviteter for foreningens medlemmer.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.