RØNNE – Bornholms Kulturuge skal have større format og i endnu højere grad kunne tiltrække turister - også unge med interesse for kunst og kultur.
Det er visionen for bestyrelsen i Bornholms Kulturuge, som mener, at Kulturugen ud over den lokale forankring også skal bringe kultur til Bornholm fra andre dele af landet – måske endda fra andre dele af verden, fortæller formand Ole Ligaard.
Kulturugen forventer at indgå samarbejde med bl.a. Bornholms Teater, Musikhuzet, Bornholms Museum, Bornholms Kunstmuseum, Svanekegaarden og Gaarden.
Det brede tilbud om kulturoplevelser i september skal fortsat bidrage til en udvidelse af turistsæsonen og medvirke til at styrke Bornholms image som en destination, der er værd at besøge også uden for sommerperioden.
Ole Ligaard fortæller, at turismeaktører på øen får mulighed for at sælge pakkerejser med billetter til nogle af de mest attraktive arrangementer i Kulturugen, og markedsføringen skal målrettes personer med specielle interesser og dermed tiltrække et større antal tilrejsende gæster.
Kulturugens høje kvalitet vil betyde, at tilrejsende gæster vender tilbage til fremtidige kulturuger, og Bornholms Kulturuge vil medvirke til at styrke Bornholms image som et attraktivt sted at bosætte sig, qua det stærke kulturliv, mener Ole Ligaard.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.