KLEMENSKER – Kunst og Kultur Center Bækkelund i Klemensker forventer at få 30 deltagere fra ind- og udland på to camps forud for Bornholms Kulturuge.
Kunst og Kultur Center Bækkelund har søgt Bornholms Regionskommune om et tilskud på 40.000 kr. til projekt Ma, som består af to summercamps af to ugers varighed i august og september.
Kunst og Kultur Center Bækkelund er en forening, som tilbyder arbejdsophold for udøvende kunstnere og bl.a. har til formål at udbyde kurser, masterclass og videreuddannelse inden for scenekunst og natur.
Den første camp vil være åben for alle kunstnere, mens den anden vil være for udvalgte deltagere. Kunstnerne vil bo på centret og vil blive tilbudt workshops og masterclass med fokus på naturen som inspiration.
Scene- og multikunstner Anita Saij vil sammen med en række kunstnere, der tidligere har været tilknyttet centret, forestå masterclassen.
Skal styrke talentetIfølge ansøger er formålet med projektet at give den enkelte kunstner værktøjer i det personlige arbejde og styrke talentet gennem nye samarbejder på tværs af genrer som film, musik, bevægelse, performance, visuel art og land art.
Projektet afsluttes med åbne arrangementer, artists talks, forevisninger og en art visuel dokumentation, der skal indgå i Bornholms Kulturuges program.
Budget på 180.000 kr.Det samlede budget er på 180.000 kr. og der budgetteres med indtægter på i alt 140.000 kr. bestående af en entre- og deltagerbetaling (30.000 kr.), statstilskud (40.000 kr.), tilskud fra Bornholms Kulturuge (30.000 kr.) og tilskud fra private fonde (40.000 kr.)
Ansøger oplyser, at der ikke er modtaget svar på udsendte ansøgninger på ansøgningstidspunktet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.