Bornholms Regionskommunes kunstråd har bevilget et tilskud på 20.000 kroner til Kunstnersammenslutningen Rimbaud, selvom kun få af medlemmerne bor på øen.
Rimbaud havde søgt om et tilskud på 50.000 kr. til sammenslutningens anden årlige gruppeudstilling, som i år har ”Det fremmede” som tema og arbejdstitel. Udstillingen er i Ny Tap, Carlsberg Byen, den 1.-31. oktober.
Udgifterne til udstillingen er budgetteret til i alt 280.000 kr.
Kunstnersammenslutningen har oplyst, at sammenslutningen er grundlagt og har base på Bornholm, og at fire ud af de 12 kunstnere bor og arbejder på Bornholm.
Kunstrådet afslog sidste år at yde støtte til sammenslutningens første gruppeudstilling med den begrundelse, at rådet ikke støtter sammenslutninger, der ikke er baseret på Bornholm.
Kunstrådet har i år besluttet at bevilge et tilskud på 20.000 kr. til annonceringsudgifter.
Bjarne HansenFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.