HISTORISK - Hanseforbundet var en strategisk handelspartner for byen Novgorod i middelalderen og i det 14.–16. århundrede var den i samhandel med Lubeck og andre nordtyske byer.

Årbogen Bornholmske Samlinger fra Bornholms Historiske Samfund bragte i udgaven for 2012 flere artikler om middelalderen; dels Jesper Vang Hansens bidrag om bornholmske tingbøger, dels Ebbe Geert Rasmussens bidrag om Bornholms kirke og præster i 1658, dels Lisa Maria Mühligs bidrag om tyske købmænd på Bornholm i middelalderen.

Ved indledningen til sidstnævnte artikel var anbragt et kort over Hanseligaens udbredelse omkring år 1400, og det blev bemærket, at kortet ikke havde alle hansestædernes kontorer og faktorier med. Artiklen nævner destinationer som Anklam, Danzig, Kolberg, Mecklenborg og Gotland, samt Hansaens administrationer i London, Novgorod, Brügge og Bergen (på Rügen), mens kortet også medtager dele af Baltikum. Det følgende kan ses som et beskedent supplement.


Hansaens handel med Østen
I en periode omfattede Hansaen også handel med byer i det gamle Rus-rige. En af vikingetidens sejlruter gik gennem Finske bugt til St. Petersborg, hvorfra man via floden Neva kunne komme til Ladoga og ned ad floden Volkhov, ved hvis bred byerne Staraja Ladoga, Ruriks Gorodisje, Novgorod og Pskov lå.

I særlig grad var det svenske vikinger, der tog rejsen østover. Fra handelsbyen Birka og fra Gotland sejlede de ad de østeuropæiske og russiske floder og nåede helt til Sortehavet og Det Kaspiske Hav.

Man kunne også sejle mod Hvidehavet, der er en del af Barentshavet, og det gjorde nogle, hvad vi ved på grund af de arkæologiske fund, der er gjort i landområderne syd for havet. For vikingerne var Novgorod dog et blomstrede handelscenter med forbindelser via det forgrenede net af floder og bifloder til det europæiske Rusland, Byzans og Centralasien.

Novgorod, hvor der er fundet runeindskrifter indridset i ben og på birkebark, benævnes i skandinaviske kilder fra vikingetiden som Holmgård. Den opstod i begyndelsen af 900-tallet, hvor den var underlagt Kyivs fyrste, der fra 970 indsatte en søn som fyrste i Novgorod.

Novgorod fik allerede i det 11. -12. århundrede en forpost for gotlandske købmænd, det såkaldte St. Olavhof med kirken St. Olav, som lokalt kaldtes varægernes kapel. Novgorod var porten til de nævnte områder og derfor også et meget søgt sted for datidens handelsfolk. En den af dem sejlede ned ad Volkhov floden til Kiev.

Den russiske eksport omfattede pelse og voks, som blev værdsat af vesteuropæiske monarker og adelige, der iførte sig pelsfrakker og hatte lavet af pels fra hermelin og mår, datidens fineste klædedragt.

Handlen på de russiske floder
Mellemrubrikken herover er også titlen på et kapitel i Jeanette Varbergs bog, ”Viking – ran, ild og sværd”, mens et andet kapitel hedder Vikingerne ved Volga.

Der fortælles om de mange hundrede fund af skandinavisk oprindelse, der er gjort i Gnezdovo, herunder støbeforme til de skålspænder, som kvinder bar på deres dragt; mere end 140 amuletter, hvoraf 65 er torshamre. Der er også fundet vægtlodder af jern, bly og bronze, skålvægte fra grave samt mere end 420 løsfund af mønter og 12 depoter med sølvmønter.

Byen blev sandsynligvis kontrolleret af kolonister fra området mellem Birka og Uppsala, for ”der viser det arkæologiske materiale størst synlig kontakt med Rusland”, skriver Varberg, der også fortæller, at hele 90 procent af mønterne var arabiske dirhem, ni procent fra Det Byzantinske Rige og kun 0,5 procent fra Vesteuropa. Dirhem er også kendt her på Bornholm – bare spørg en af fritidsarkæologerne.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.