Kommunalbestyrelsen bør opstille målbare ambitioner for antallet af lokale arbejdspladser
LEDER - Bornholm skal stille konkrete krav, hvis milliardinvesteringerne skal give varige gevinster for øen.
Energiø Bornholm bliver et af de største anlægsprojekter i øens historie. Men når kablerne er lagt, og anlæggene står færdige, hvad har Bornholm så egentlig fået ud af det?
Der bliver brug for håndværkere, teknikere og serviceydelser. Men meget af arbejdskraften vil komme udefra og rejse hjem igen, når arbejdet er afsluttet.
Det er ikke godt nok, hvis Bornholm blot skal lægge jord til projektet.
Derfor bør Bornholms Regionskommune allerede nu fremlægge en konkret plan for, hvordan energiøen skal skabe varige arbejdspladser og øget bosætning.
Der skal indgås forpligtende aftaler med virksomhederne om lærepladser og uddannelsesforløb for bornholmske unge. Og lokale virksomheder skal have reel mulighed for at konkurrere om opgaverne.
Det er glædeligt, at Campus Bornholm undersøger mulighederne for kompetenceudvikling og uddannelse til børn af udenlandske medarbejdere.
Men det kræver også en målrettet indsats for at skaffe helårsboliger og hjælpe tilflyttende familier med at finde arbejde og skole.
Kommunalbestyrelsen bør opstille målbare ambitioner for antallet af lokale arbejdspladser, lærepladser og nye fastboende familier – og hvert år gøre status over resultaterne.
Energiø Bornholm er en historisk mulighed. Men gevinsterne kommer ikke af sig selv.
Bornholm skal ikke nøjes med at levere pladsen. Vi skal have en ordentlig del af udbyttet.
Bjarne HansenChefredaktør
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.