Ser med stor alvor på problemerne i hjemmeplejen Nexø Syd og advarer om, at mere drastiske tiltag kan blive nødvendige
NEXØ – Bornholms Ældreråd kræver, at der bliver fulgt tæt op på de alvorlige problemer i hjemmeplejen Nexø Syd, som tidligere har fået to påbud fra Ældretilsyn Øst.
Ved tilsynet blev ni ud af 20 kvalitetsmarkører ikke opfyldt. Særligt de ældres selvbestemmelse og sammenhængen i plejen gav anledning til kritik.
Nu har Ældrerådet afgivet høringssvar, hvor rådet understreger, at de aftalte forbedringer skal gennemføres, og at der løbende skal følges op på resultaterne.
Kan kræve mere drastiske tiltagÆldrerådet anerkender samtidig den åbenhed, som medarbejdere og borgere har udvist under tilsynet.
Men rådet understreger, at det er afgørende, at forbedringerne hurtigt får den ønskede virkning.
Hvis det ikke sker, bør yderligere og måske mere drastiske tiltag overvejes, mener Ældrerådet.
Også Handicaprådet udtrykker bekymring, særligt fordi ingen af kvalitetsmarkørerne vedrørende de ældres selvbestemmelse blev opfyldt.
Nyt tilsyn i novemberHjemmeplejen Nexø Syd har iværksat undervisning og individuelle læringsplaner for medarbejderne.
Desuden er der i samarbejde med Nexø Nord etableret tre nye faste teams.
Ifølge kommunens dagsorden skal problemerne være rettet op inden midten af november, hvor Ældretilsyn Øst ventes at gennemføre et nyt tilsyn.
Ældre- og Sundhedsudvalget får høringssvarene forelagt på mødet torsdag 5. november.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.