RØNNE – En 50-årig mand er efter branden i den tidligere lodsstation på Tværmolen i Rønne blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Det er den lov, som handler om uforsigtig omgang med ild, oplyser Bornholms Politi.
Den 50-årige fjernede mandag formiddag ukrudt med ukrudtsbrænder ved den toetagers bygning. I den forbindelse blev vægbeklædningen antændt og der var en kraftig røgudvikling.
Bornholms Brandvæsen blev tilkaldt kl. 11:01, og fik hurtigt branden under kontrol.
Branden udviklede så megen varme, at installationerne blev ødelagt og en garage i stueetagen udbrændte. Resten af bygningen fik omfattende røg- og sodskader.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.