Bornholms Regionskommune får mulighed for at godkende boligbyggeri over det normale maksimumsbeløb
BORNHOLM – Det kan fremover blive lettere at få økonomien til at hænge sammen i nye almene boligprojekter på Bornholm. Nye regler udvider den særlige statslige støtteordning for blandt andet Bornholm.
Ø-støtteordningen, der giver særligt tilskud til etablering af almene boliger, forlænges frem til 2028.
Samtidig tilføres ordningen yderligere 12,5 millioner kroner til almene boliger i Bornholms Regionskommune og ø-kommunerne Fanø, Samsø, Læsø og Ærø. Pengene er således en fælles pulje for de fem kommuner.
Kan bygge dyrereEn anden væsentlig ændring kan få betydning for mulighederne for at gennemføre boligprojekter på Bornholm.
Bornholms Regionskommune får mulighed for at godkende, at anskaffelsessummen for et alment boligprojekt overstiger det almindelige maksimumsbeløb, hvis projektet samtidig har fået tilsagn om ø-støtte.
Er trådt i kraftMaksimumsbeløbet sætter normalt en øvre grænse for, hvor meget det må koste at etablere støttet alment boligbyggeri.
Ændringerne følger af en ny lov om almene boliger, der trådte i kraft 1. september.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.