Ældre advarer politikere

AF Bjarne Hansen / Onsdag 5-3-08 - 10:06

Ældremobiliseringen advarer Bornholms politikere mod et forslag om centralisering af kommunens borgerservice.

Ifølge formanden, Dan Sterup, Nexø, vil det gå ud over ældre medborgere, som ikke er i stand til at betjene sig af internettet, ikke har bil og som ikke har mulighed for at anvende de offentlige transportmidler.

"En centralisering vil også nemt kunne komme til at betyde ventetider i ekspeditionen, så man kan risikere at skulle bruge hele eller halve dage på at få ordnet papirer til fornyelse af pas og kørekort eller afhente en attest," mener han.

Dan Sterup tilføjer, at det også vil betyde en økonomisk belastning for den del af befolkningen, der bor uden for Rønne.

"Ved sammenlægningen af kommunerne var et af argumenterne, at borgerne ude på øen fortsat skulle være i stand til at få den basale service lokalt," fremhæver han i en pressemeddelelse.


Bjarne Hansen


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU