Ambulancer får nye farver

AF Bjarne Hansen / Søndag 24-8-08 - 12:22

Fra 2009 vil Bornholms ambulancer ændre udseende og få nye farver med Region Hovedstadens logo.

Alle landets ambulancer vil nemlig blive udstyret med samme design, hvor regionernes logoer er det eneste, som adskiller ambulancerne i de forskellige landedele.

Det fælles design er et af resultaterne af det igangværende udbud af ambulancekørselen, hvor de fem regioner har haft et tæt samarbejde. Den første ambulance med de nye farver vil allerede kunne ses til efteråret, hvor regionerne i fællesskab indkøber en prøvemodel, skriver Beredskabsinfo.

Beslutningen er truffet for at sikre, at det er let at genkende ambulancerne. Regionerne vil således udarbejde en skabelon for designet, og typisk vil den enkelte region så betale for lakering eller coating af de køretøjer, som sættes i drift som led i de kontrakter, der indgås i efteråret. Derefter bliver det ambulanceoperatørernes ansvar at sørge for, at nye køretøjer er forsynet med det korrekte design.


Bjarne Hansen


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU