Nexø Borgerforening advarer mod at fjerne Lokalsamfundspuljen, som er med til at finansiere blomster og juleudsmykning
NEXØ – Der kan blive færre aktiviteter og mindre liv i Nexø, hvis Bornholms Regionskommune fjerner Lokalsamfundspuljen.
Det advarer Nexø Borgerforening om i et høringssvar til budget 2027.
Foreningen bruger blandt andet midler fra puljen til blomster på Torvet, Sankt Hans, Opera på Torvet, flagning, fastelavn, Halloween og juleaktiviteter.
Ifølge høringssvaret kommer omkring halvdelen af de bornholmske borgerforeningers indtægter fra Lokalsamfundspuljen.
– Frivillige kan ikke betale for blomster, julelys, materialer, lydanlæg, forsikringer, tilladelser og øvrige nødvendige udgifter, skriver Nexø Borgerforening.
Foreningen peger samtidig på, at frivillige allerede løser opgaver i samarbejde med kommunen, blandt andet blomster- og juleudsmykning samt udskiftning af hundeposer i byens standere.
Nexø Borgerforening opfordrer derfor Kommunalbestyrelsen til at bevare puljen og betegner den som en investering frem for en udgift.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.