Bornholms Forsvarsmuseum må sandsynligvis lukke, hvis kommunen fjerner driftstilskuddet
RØNNE – Bornholms Forsvarsmuseum kan blive tvunget til at lukke, hvis det kommunale driftstilskud forsvinder som led i besparelserne i budget 2027.
Det skriver støtteforeningen Kastellets Venner Bornholm i et høringssvar til Bornholms Regionskommune.
Ifølge foreningen kan museets økonomi med det nuværende tilskud kun lige løbe rundt. Ud over en lønnet museumsmedarbejder bliver arbejdet varetaget af frivillige.
– Hvis der sker et bortfald af driftstilskuddet, vil dette efter al sandsynlighed medføre, at Bornholms Forsvarsmuseum må lukke, skriver formand Jens P. Christoffersson.
Foreningen fremhæver samtidig, at skoler og institutioner risikerer at miste den nuværende gratis adgang til museets formidling af Bornholms militærhistorie.
Kastellets Venner inviterer nu Kommunalbestyrelsen til at besøge museet, inden der træffes beslutning om besparelsen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.