RØNNE – Bornholmere skal behandles på samme måde som grønlændere og færinger, når det gælder pårørendebetaling på patienthotellet ved Rigshospitalet i København.
Det mener Bornholms Ældreråd på baggrund af en henvendelse om de særlige udfordringer, der er for bornholmske pårørende til alvorligt syge patienter på københavnske hospitaler.
Bornholmerne kan nemlig ikke få dækket udgifterne til transport og ophold.
Ældrerådet har ifølge formand Erik A. Larsen fået oplyst, at pårørende fra Grønland og Færøerne indkvarteres gratis på patienthotel i København i forbindelse med at en pårørende er indlagt.
Regning på 65.000 kr.Ældrerådet har fået oplyst at en indkvartering på patienthotellet med fuld forplejning koster 1.065 kr. i døgnet.
Ældrerådet har ifølge Erik A. Larsen kendskab til en mand, som ønskede at være tæt på sin kræftsyge kone den sidste tid, hvilket kostede den pågældende 65.000 kr. til ophold på patienthotellet.
”Det skal bemærkes, at regionens øvrige borgere har mulighed for at tage hjem hver dag til deres bopæl. Derfor ønsker Bornholms Ældreråd, at der bliver ligestilling for regionens borgere på området, således at borgere fra Bornholm også har mulighed for at være tæt på deres alvorligt syge pårørende”, skriver Ældrerådet i en henvendelse til Regions Hovedstaden.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.