I dag er det 60 år siden, at de sidste russiske soldater forlod Bornholm efter 11 måneder. Dagen markeres for sidste gang.
Dronning Margrethe og Prinsgemal Henrik kommer til Rønne i anledning af jubilæet. Regentparret kommer med fly kl. 16.50, og tager med det samme til parade på St. Torv i Rønne. Bagefter skal de til gudstjeneste i Sct. Nicolai Kirke i Rønne, og de forlader øen kl. 21.15.
Dermed vil der officielt ikke være flere markeringer af, at 2. Verdenskrig fik en speciel afslutning på Bornholm, da øen ikke - ligesom resten af landet - blev befriet af englænderne.
Da Vestmagterne tøvede med at sende tropper til Bornholm, endte det med at blive Sovjetunionen, der befriede øen. Men først efter militært set meningsløse luftbombardementer af Rønne og Nexø.
Bag sovjetiske linierBornholm var en del af kapitulationen til den britiske feltmarskal Montgomery, som tyskerne havde undertegnet den 4. maj.
Men øen lå langt bag de sovjetiske linier i Tyskland, og tyskerne brugte Bornholm som støttepunkt i den store evakueringsaktion af civile og soldater fra østfronten. Briterne og amerikanerne frygtede derfor, at Sovjetunionen betragtede øen som deres anliggende.
Den britiske styrke under ledelse af generalmajor Dewing, der ankom til København den 5. maj om eftermiddagen, havde fået ordre til i første omgang ikke at sende tropper til Bornholm. Dewing holdt imidlertid en styrke parat til at afgå til Bornholm med fly, så snart han havde fået tilladelse til det fra den øverste leder af de allierede styrker i Europa, den amerikanske general Eisenhower.
Eisenhower tøvedeEisenhower reagerede den 7. maj. Beskeden lød, at der ikke skulle sendes britiske tropper til Bornholm, før de danske myndigheder udtrykkeligt havde bedt om det.
Anmodningen fra de danske myndigheder kom senere samme dag, men da var Rønne og Nexø allerede blevet udsat for sovjetiske luftangreb.
10 bornholmere og et ukendt antal tyskere mistede livet ved bombardementerne.
Den 8. maj blev Rønne og Nexø udsat for nye luftangreb. Men begge byers indbyggere var evakueret, så der skete udelukkende materielle skader.
Af Rønnes godt 3.400 ejendomme var kun 300-400 uskadte efter bombardementerne. 3.000 mennesker stod uden hjem. I Nexø var skaderne lige så omfattende.
Militært set var de sovjetiske bombardementer meningsløse. Tyskerne havde for længst overgivet sig i Danmark, og den endelige tyske kapitulation, der standsede krigen på alle fronter i Europa ved midnatstid mellem den 8. og 9. maj, var også undertegnet, inden luftangrebene satte ind.
Sovjetisk landgangFor ikke at støde Sovjetunionen havde Eisenhower, da han den 7. maj modtog den danske regerings anmodning om at få sendt britiske tropper til Bornholm, valgt at spørge Moskva, om det ville kollidere med de sovjetiske planer, hvis man sendte britiske tropper til øen for at modtage den tyske overgivelse.
Sovjetunionen lod henvendelsen ligge ubesvaret nogle døgn, og først den 10. maj blev der sendt et svar. Det lød, at sovjetiske tropper allerede havde befriet Bornholm.
Den 9. maj om eftermiddagen var fem sovjetiske torpedobåde med 100 mand stået ind i havnen i Rønne, hvor soldaterne gik i land uden at møde nogen modstand.
Den væsentligste årsag til, at begivenhederne gik, som de gik på Bornholm, var, at den sovjetiske ledelse siden 1944 havde overvejet en erobring af Bornholm. Ved at deltage i befrielsen af Danmark regnede Sovjetunionen med at kunne få indflydelse på de politiske forhold i det strategisk vigtige Danmark efter krigen.
9.000 russere på øenI 11 måneder var der stationeret sovjetiske tropper på Bornholm. Da de var flest, var der op mod 9.000.
En henvendelse i marts 1946 fra den danske regering til regeringen i Moskva om, at Danmark nu selv var i stand til at varetage de militære opgaver på øen, blev besvaret positivt. I løbet af få uger forlod de sovjetiske styrker Bornholm.
Årsagen er formentlig, at de politiske gevinster ved at have befriet Bornholm var udeblevet. Sovjetunionen havde ikke fået nogen indflydelse på Danmarks politiske forhold efter befrielsen. Danmark var solidt placeret i den vestlige blok.
Ved at forlade Bornholm kunne Sovjetunionen vinde politisk goodwill og måske bidrage til at skabe et pres på amerikanerne for, at de skulle forlade deres langt vigtigere militærbaser på dansk jord, baserne på Grønland.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.