BRK sylter ikke heliport

AF Bjarne Hansen / Onsdag 4-2-09 - 12:04

Bornholms Regionskommune afviser, at den på nogen måde sylter en heliport ved Bornholms Hospital.

"Regionsrådsmedlem Leila Lindén har skoset os for ikke at sætte den bornholmske befolknings helbred højere end sikring af byggegrunde. Men sandheden er, at sagen ikke syltes i Bornholms Regionskommune - men i Lindéns eget bagland," siger kommunaldirektør Kenth Halfdan Ferning.

Han tilføjer, at sagen om helikopterlandingspladsen ligger hos enten Bornholms Hospital eller et sted i Region Hovestaden.

Opfordring til bygherre
"Bornholms Regionskommune arbejder for etablering af en landingsplads, til gavn for kommunens borgere. Derfor vil vi endnu engang opfordre bygherre til at levere de oplysninger, som der skal bruges i planlægningen, og som Bornholms Regionskommune er berettiget til," siger kommunaldirektøren.

Han understreger, at kommunen skal udarbejde en lokalplan for en landingsplads, men også sikre den øvrige udvikling i Rønne Syd.

Naboer sikres
Det sker samtidig med, at kommunen sikrer naboerne et korrekt oplysningsgrundlag for den kommende høring, og afdækker deres rettigheder i denne komplekse sag.

"Dette arbejde er i gang. Bornholms Regionskommune lever op til vores ansvar, og kan kun håbe, at vores samarbejdspartnere i denne sag også gør det samme," betoner Kenth Halfdan Ferning.


Bjarne Hansen


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU