Bornholms Regionskommune skal tage stilling til, om der skal vedtages en bevarende lokalplan for nogle specielle dobbelt- og rækkehuse i Rønne og Nexø.
Baggrunden er, at en række homogene boligkvarterer bestående af ens dobbelt- eller rækkehuse opført i 1940’erne og -50’erne foreslås beskyttet af en bevarende lokalplan.
Hvis ejendommen bliver omfattet af en bevarende lokalplan, har husejeren ”automatisk” dispensation til ikke at opfylde de nye, strengere isoleringskrav, hvis han derved kan sikre bygningens bevaringsværdier.
Sagen rejser derfor det principielle spørgsmål, om de bevaringsværdige bebyggelser bør sikres med en bevarende lokalplan. Der er tale om bebyggelser med et antal helt ens dobbelt- eller rækkehuse på Harbovej, Fabriksvej og Blykobbevej i Rønne samt på Sverigesvej og Paradisvej i Nexø.
Det er kommunens vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt at sikre, at de overordnede karaktertræk for de pågældende kvarterer bliver bevaret.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.