Dom til ung flugtbilist

AF Bjarne Hansen / Torsdag 8-9-11 - 14:15

En 20-årig mand fra Vestermarie er frakendt kørekortet i 18 måneder og skal betale en bøde på 16.500 kroner fordi han i spirituspåvirket tilstand forsøgte at køre fra politiet.

Han blev dømt for i alt 14 overtrædelser af færdselsloven, oplyser Retten på Bornholm.

13. juni blev han jagtet af to politibiler gennem Rønnes gader. En politipatrulje forsøgte ved 06-tiden at standse bilen i Østergade, men bilens fører ville ikke efterkomme politiets anmodning og kørte i stedet væk fra stedet.

Patruljevognen og en anden patruljevogn satte efter den flygtende bil, som blev standset på Borgmester Nielsens Vej.

Under biljagten kørte den dengang 19-årige over for ubetinget vigepligt og den forkerte vej omkring et helleanlæg og en personbil måtte foretage en katastrofeopbremsning for at undgå et sammenstød.

En alkoholtest ved anholdelsen viste, at den unge flugtbilist var beruset ud over det tilladte. Han blev derfor anholdt og fik på Bornholms Hospital udtaget en blodprøve til bevismaterialet.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU