En mand på 36 år fra Hasle er sigtet for delagtighed i vold mod en 35-årig mand i Rønne søndag morgen.
Den 36-årige blev anholdt fredag kl. 11:23 på sin bopæl, hvor der også blev fundet ca. 12 gram hash til eget forbrug.
Den 36-årige nægter sig skyldig i vold eller tilskyndelse til vold. Han blev løsladt efter et grundlovsforhør lørdag formiddag, da betingelserne for varetægtsfængsling, som krævet af anklagemyndigheden, ikke er opfyldt. Men sigtelsen er opretholdt.
I samme sag blev en 33-årig mand fra Rønneområdet fredag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at være hovedmanden i overfaldet.
Politiet fik søndag kl. 05:10 meddelelse om, at den 35-årige var blevet overfaldet i sit hjem i en lejlighed i Østergade i Rønne, og at han blødte voldsomt i ansigtet. Han blev i ambulance kørt til behandling på skadestuen på Bornholms Hospital.
Detaljerne i sagen kan ikke offentliggøres, da der dels har været afholdt grundlovsforhør for lukkede døre, dels er nedlagt referatforbud.
Bjarne HansenFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.