Oversergent Kenny Thøgersen fra Hjemmeværnskompagni Rønne er blevet hædret som ”Årets hjemmeværnsmand”.
Det oplyser næstkommanderende i kompagniet Hanne M K Hueg.
Hun fortæller, at det var en meget overrasket Kenny Thøgersen, der ved et velbesøgt kompagnimøde tirsdag aften på Almegårds Kaserne blev udnævnt til ”Årets Hjemmeværnsmand” af kompagnichef Michael Hendriksen.
Kenny Thøgersen, der er redaktør i kompagniet og ved Det bornholmske Hjemmeværn, er normalt den, der står bag kameraet og skriver om stort og småt på hjemmeværnets hjemmeside. Forleden var rollerne byttet om, da Thøgersen med stort og fortjent bifald fra sine hjemmeværnskammerater fik overrakt diplom, et flot ur samt mange rosende ord fra kompagnichefen.
Thøgersen har været medlem af hjemmeværnet siden 1980, langt de fleste år i Hjemmeværnskompagni Rønne, hvor han blandt andet har fungeret som kommandobefalingsmand, skydelærer – og altså nu som meget energisk fotograf og redaktør af hjemmesiden.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.