En brand og det efterfølgende slukningsarbejde har gjort et svenskehus på Skånesvej i Rønne ubeboeligt.
Bornholms Brandvæsen blev alarmeret kl. 12:21, og da brandfolkene og politiet nåede frem kort efter, var der ikke synlige flammer men røgudvikling fra træhusets tag.
”Efterfølgende har branden bredt sig i høvlspånerne, der er husets isolering, og der er meget store skader, fordi der nærmest har været ild over alt i husets vægge og loft,” fortæller indsatsleder Ole Nielsen.
Han ved endnu ikke, om skaderne er så store, at huset helt skal rives ned.
”De store skader skyldes dels branden og slukningsvandet, men også at det var nødvendigt at rive taget og dele af vægge og lofter ned for at komme ind og få slukket branden,” siger Ole Nielsen.
Slukningsarbejdet tog fem timer.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.