RØNNE – En 48-årig kvinde fra København har fået sin bil beslaglagt af politiet efter gentagne tilfælde af kørsel uden kørekort.
Retten på Bornholm godkendte i dag Bornholms Politis beslutning om at beslaglægge kvindens bil, som blev konfiskeret den 2. august.
Kvinden blev stoppet af politiet klokken 16:10 på Zahrtmannsvej i Rønne, hvor det blev konstateret, at hun endnu en gang kørte bil uden at have førerret. Hendes kørekort var tidligere blevet inddraget, men det forhindrede hende ikke i at sætte sig bag rattet.
Dette var fjerde gang inden for de seneste tre år, at kvinden blev taget for at køre uden kørekort i det samme køretøj. På grund af de gentagne lovovertrædelser valgte politiet at beslaglægge bilen, og nu har retten bekræftet denne beslutning.
Bilen vil blive solgt på auktion, og salgsprisen vil tilfalde statskassen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.